Carl Nielsens Vej 52, 4700 Næstved

Arkitekttegnet villa med god beliggenhed i Holsted

I Næstved Nord møder I denne fine og meget velholdte villa, der ikke er et typehus, men arkitekttegnet til familien. Med store, åbne opholdsmiljøer og tre værelser får I skønne rammer om hverdagen.

Flytter I hertil, bosætter I jer i et eftertragtet kvarter tæt på indkøb med flere dagligvarebutikker og Næstved Storcenter. Børnene får gåafstand til den meget anerkendte Susåskolen afdeling Holsted, ligesom daginstitution og idrætshal kan nås til fods. Ydermere kan I se frem til en god infrastruktur med nem tilkørsel til omfartsvejen til København og offentlig transport.

Kvalitetshuset er bygget af en lokal håndværker i 2001 og fremstår meget energivenligt med et lille varmeforbrug. Desuden har der kun været en ejer, der har passet godt på huset og inventaret.

Inden døre har I glæde af gulvvarme overalt, hvad end I betræder klinkerne eller trægulvet i hhv. hvid ask og kirsebærtræ. Atmosfæren er yderst indbydende takket være det smukke lysindfald, som især kommer til udtryk via de brede gulv-til-loft-vinduer i stuen. Her er også udgang til terrassen. Stuen ligger i direkte forbindelse med det anseelige køkken-alrum, hvor dagslyset fortsat strømmer ind via karnappen i køkkenet. Sidstnævnte præsenterer sig nydeligt med hvide elementer indrammet af kirsebærtræ. En smart detalje er den ergonomiske, nedsænkede kogezone, hvilket gør det nemt at tilberede maden. Overfor køkkenet kan I tilgå bryggerset med egen indgang, mens børneafdelingen med to værelser og et badeværelse befinder sig i den ene ende af villaen. Forældresoveværelset placerer sig modsat, hvor der er adgang til et lækkert badeværelse med muret bruseniche og spabad. Dertil kommer et walk-in-closet, som eventuelt kan ændres til kontor eller et fjerde værelse alt efter behov.

Hele herligheden ligger på en hjørnegrund uden tætte naboer. Haven er let at holde, så I kan nyde tiden på den sydvestvendte terrasse.

Kontakt Anders fra Næstved Mægleren på 51225322 eller aj@naestvedmaegleren.dk for en fremvisning.