Rønhave Parkvej 4, 4736 Karrebæksminde

God villa med vandkig

Der er meget at glæde sig til som ejer af Rønhave Parkvej 4 i Karrebæksminde. Her venter jer en familievenlig villa i to plan med hjerterummene fordelt i stueplan og en soveafdeling på førstesalen. I får også en god størrelse grund, mens beliggenheden udgør trumfkortet, der sikrer vandkig. Således kan I mod vest se Vejrø og Femø, Karrebæk Fjord mod øst og Knudshoved mod syd.

Placeringen nær den sydsjællandske kystlinje skaber masser af idyl og natur omkring jer, selvom I bosætter jer centralt i byen. De nærliggende tilbud består af flere restauranter og røgerier lige om hjørnet. I kommer også let til bus, indkøb, skole og daginstitution samt skoven. Endelig er der kun ti minutters gang til havnen og badestranden, og så er det gode naboskab i den lukkede sidevejs fire øvrige huse værd at fremhæve.

1972 var året, hvor denne gulstensejendom blev opført. Siden da er der foretaget løbende vedligehold såsom Valiant-gasfyr og -vandvarmer i 2021, havedøren i samme år, og udskiftning af termostater i 2020. I dette år er også stuen malet og har fået lagt et væg-til-væg-gulvtæppe.

I stueplanet er de primære kvadratmeter dedikeret til netop stuen, mens køkkenet ved siden af også har en fornuftig størrelse med rigelig plads til at arrangere et spisebord. Den diagonale kogeø skaber en spændende dynamik i rummet, som præges af granitbordplader og sandfarvede fronter fra Vordingborg.

Stueetagen rummer også et flisebadeværelse med kar og et uundværligt bryggers, mens havestuen laver en glidende overgang mellem ude og inde.
Spindeltrappen fører jer til første sal, der råder over tre værelser, som nemt bliver til fire, et toilet og en vestvendt altan med smuk udsigt.

Den lukkede og ugenerede have er nem at holde med en plæne, buske og få træer. Dertil hører en hønsegård, højbede og solrige terrassearealer.